Tysk vin årgang 2004: Et overraskende godt resultat!
Solrigt efterår giver kvaliteten et ekstra skub

 

Årets vinhøst gav et overraskende godt resultat på trods af naturens luner

Takket være en solrig og varm eftersommer, samt masser af sol i oktober har årgang 2004 fået de bedste chancer for at slutte sig til rækken af gode tyske årgange siden 2001.

I slutningen af august så det bestemt ikke så godt ud, for sommeren 2004 kunne slet ikke hamle op med sidste års varme sommer.

Af stor betydning har det været, at druerne var sunde, og at vinbønderne stille og roligt kunne afvente den optimale høstdato. Man kunne rent faktisk smage, hvordan druerne fra dag til dag øgede sukkerindholdet. Dertil kommer, at skiftet mellem en varm dag og en noget køligere nat har givet druerne netop den aroma, som tyske vine er kendt for.

Med oktober er druehøsten afsluttet for de fleste sorters vedkommende. Kun med høsten af Riesling har man kunnet vente endnu længere, og ind til midten af november vil man sikkert kunne se høstfolk i sving på de stejle skråninger ned mod Rhinen og Mosel!
Derefter venter vinbønderne traditionen tro på streng frost, så at den sidste høst for Eiswein kan gå i gang en tidlig morgenstund. Takket være druernes særdeles gode sundhedstilstand må man regne med, at rigtig mange vinbønder tør tage risikoen og producere Eiswein. Men også her har naturen har det sidste afgørende ord! En tidlig frost på omkring 10 grader ville være det mest optimale.

Tysk Vin Institut i Mainz regner med en mængde på 11 mio. hektoliter i år. Dette ligger over gennemsnittet. Direktør Armin Göring glæder sig over en årgang med flere positive overraskelser! "I nogle år har den høstede mængde været mindre end gennemsnittet. Desuden er der i de senere år solgt vin over gennemsnittet. Sammenlagt betyder dette, at der vil være god plads i vinkældrene til den store mængde druesaft fra årgang 2004", udtaler Armin Göring på vegne af vinbønderne.